Mit opdræt

Jeg holder meget af kanariefuglens sang. Både dens naturlige sang i naturen og den fremavlede sang hos opdrættede sangkanarier.

Spansk Timbrado er min favorit og jeg opdrætter kun denne race og primært den variant der betegnes Classico.

Mit fuglehold besår af i alt 30 fugle fordelt på ca. 15 hanner og 15 hunner. Når der er unger, er der flere.

 

ÅRETS GANG

Om sommeren fra maj til oktober går fuglene i to udendørs volierer. Begge med adgang til et indendørs voliere, hvor jeg fodrer. Hanner og hunner går hver for sig. Hannerne er yderligere opdelt i unger for foråret og voksne avlshanner. Dette fordi de unge hanners sangudvikling ikke må blive påvirket af de gamle hanners sang. 

Oktober

I oktober tager jeg de unge hanner indenfor for at begynde sangtræningen, der som regel varer 5-8 uger.

De unge hanner hører aldrig fædrenes sang. Jeg benytter hverken forsanger eller CD til min træning af de unge hanner.

December

Den 21. december (senest primo januar) begynder forberedelserne til avlssæsonen. I første omgang med at forberede først hannerne og sidenhen hunnerne med kunstigt lys. Hannerne får 16 timers lys i 8 uger. Hunnerne får 16 timers lys i 4 uger.

Marts-maj

Fra marts til og med maj kommer der unger. Jeg benytter mig af vekselhæk. Højest to kuld pr. hun.